Hennehus

 
Gå til top

- det første hus ved Henne Strand

For 100 år siden lå der ikke et eneste hus ved Henne Strand. Kun et hjulspor førte videre fra Hennebys grusvej ud til stranden. Det var redningsvejen - kun benyttet af strandfogeden og når der i stormvejr skulle gås strandvagt langs stranden - eller af folkene fra gårdene, der på cykel eller med hestevogne om søndagen kørte ud for at nyde sol og strand.

Hele landskabet med klitter og hede hørte fra gammel tid under Hennegårds jorder. I 1917 blev der udstykket grunde herfra. En kaffegrosserer Siesbye fra København, opførte som den første et murstenhus - Hennehus. Bygget ikke efter egnens byggeskik, men snarere med et engelsk landssted som forbillede. Myterne fortæller, at hans kone var engelsk.

Men ellers har der ikke været megen kvindelig medvirken i huset. Til de jagtfester, kaffegrossereren afholdt i huset, blev alene inviteret mandlige gæster - også de medbragte tjenere var hankøn. Adskillige automobiler kom i forvejen kørende derud fyldt med varer til festerne, og de lokale beboere så med undren og skepsis på de nye gæster.

Dengang blev post kun bragt ud til Henneby. Turen ud til Hennehus blev besørget af drengene fra strandfogedgården. Ellers var der ingen kontakt mellem den københavnske ejer og den lokale befolkning. Og historierne om huset og dets beboere fik muligheder for at blomstre.

Kroejeren ved Henne Kirkeby Kro, Hans Gammelgaard, brugte Hennehus i en periode før han selv byggede Hotel Henne Strand. I sommertiden rejste han et telt ved siden af Hennehus. Der var så servering for folk, der med hele familien i hestevogn eller i automobiler om søndagen kørte ud til "æ haw".

I 1937 blev det store hus købt af Søren Marinus Sørensen. Han var født på en gård i Lønnehede, var uddannet både som teolog og i historie og blev aldrig omtalt som andet end kandidat Lønneth. Sommer og vinter levede han her i det store, utilnærmelige hus - alene med sine mange bøger. Et stille liv midt i det hastigt voksende Henne Strand. 97 år gammel døde Lønneth i 1973.

Huset på Rylevej 22 gik i arv til ægteparret Leif og Marie Aggeboe samt en bror til Marie. De ejer huset i dag, og de hæger om dets beliggenhed, som stadig er på den oprindelige grund med den åbne plads. Derfor har det historiske sted for Henne Strands grundlæggelse kunnet bevare sit særkende. Det er en kulturarv, som er vigtig at bevare så uspoleret som muligt.

Så Henne Strand også i fremtiden kan bevare sine stemningsfyldte, historiske steder.

Det første foto af Hennehus.
Formentlig fra slutningen af 20-erne.

En sommersøndag i begyndelsen af 30-erne. Kromanden i Kirkeby havde lejet Hennehus og indrettede et stort telt på husets område til servering.

I løbet af 30-erne kom Hennehus ikke til at ligge alene. Hurtigt skød sommerhuse i alle størrelser op rundt omkring.
Henne Strand som sommerferieby er ved at dannes. Her set fra vest mod øst.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

 

Ravmads´ hus ved Henne Strand

Gå til top

Den allerførste forretning ved Henne Strand var et hvidpudset murstenshus med røde teglsten. Efter Hennehus var bygningen i 1930 den første butik herude. Denne gang var det ikke københavnere, men en lokal husmand fra Henneby, der byggede.

Han havde i slutningen af 20-erne fået arbejdet med at udgrave det oprindelige sandede hjulspor ud til stranden til en mere kørevenlig grusvej. Da dette kæmpearbejde var afsluttet købte Mads Madsen grund og byggede en butik næsten ved vejens ende. Der var på dette tidspunkt kun et par sommerhuse, så det var ensomt.

Mads Madsen boede om vinteren som husmand i Henneby, men blev med tiden kendt som RAVMADS. I hans butik ved Henne Strand kunne oplandets søndagsturister købe chokolade, tobak, blade og aviser. Men med flere sommerhuse kom der også salg af kartofler, grøntsager og jordbær, som dyrkedes i baghaven. Han var nybyggerbyens opsynsmand og dens centrale person. Men først og fremmest blev Ravmads berømt for at slibe rav. Han havde lært sig det selv og benyttede en slibemaskine på størrelse med den tids hånddrevne symaskiner. Gik man forbi på vejen kunne man se ham sidde inde bag vinduet bøjet over slibemaskinen. Han var igennem alle de år han ejede butikken til sin død i 60-erne en markant personlighed. Bevidst om sit værd og synlig med sit lange fuldskæg og store merskumspibe. Trods et væsen, der ikke umiddelbart var venligt og som man godt kunne blive lidt bange for, havde han en usædvanlig sans for, hvad den begyndende turisme krævede af service hos de handlende. Derom findes der mange historier. Han anskaffede sig f.eks. en gammel rejsegrammofon. Når han på lang sigt så, at nogen kom kørende for enden af vejen, satte han grammofonen i gang og lokkede på den måde kunderne ind i butikken. Huset med værksted og butik udvidede han, så han i sommermånederne kunne have sin voksende familie med ud til strandbyen. Huset ligger der stadig - udbygget til moderne brug. Alligevel er den oprindelige stil fastholdt på smukkeste vis, så selvom der på det seneste har været butik både for tøj og for smykker, og der for øjeblikket er serveringssted og bolchebutik, så er det stadig RAVMADS` hus.

 

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

 

Historien om købmænd ved Henne Strand

Gå til top

Hans Karl Kristensens lille overskuelige butik, hvor sommerhusbeboerne kom ind for at få en hyggesnak, udviklede sig i løbet af få generationer til et imponerende og dominerende forretningskompleks i nutidens by ved Henne Strand. "Købmand Hansen" er blevet et begreb ved Henne Strand. Et supermarked med gavebod og indtil for få år siden også sommerhusudlejning under samme tag og med samme ejer. En forretning som fra 1968 har været under stadig udbygning og årvågent deltager i udviklingen over alt i Henne Strand. Historien om en købmandsforretning ved Henne strand begyndte dog allerede sidst i 20-erne. I Henne Stationsby lå en stor brugsforening. Butikkens "uddeler", som var bestyrerens titel dengang, hed Kristensen og hans søn hed Hans Karl. Han var i den alder, hvor man etablerer sig eller har modet til at kaste sig ud i nyt og uprøvet. Begge muligheder fandt Hans Karl bogstaveligt talt lige uden for døren, nemlig for enden af den vej, der gik fra stationsbyen til det næsten mennesketomme Henne Strand. Ravmads' kiosk og ravsliberi havde vist, at der kunne gøres forretning med sommergæsterne - især om søndagen. Men ville der være tilstrækkeligt med sommerhuse og beboere til en købmandsforretning, som skulle løbe rundt ved alene at holde åbent i sommertiden? Uddelerens søn byggede og åbnede altså en lille købmandsbutik. Man kunne købe alt her: vaskepulver, petroleum til lamperne, tobak og parasoller. Et håndapotek fyldte et lille afsnit af forretningen. Der blev oprettet postkontor, og købmandens lærling gik ud med breve og aviser til de endnu meget få sommerhuse. Der kom også benzintank og butikken blev udvidet med en sidefløj. Sådan stod butikken fra 30-erne til mange år efter krigen. Hans Karl Kristensen havde pionerånd og initiativ i mere end én forstand. Som ivrig amatørfotograf var han en glimrende iagttager af naturen, og med fin fornemmelse for skønheden ved Henne Strand fotograferede han landskabet. Fra ham har vi de første postkort vi kender af de høje, kridhvide, ubevoksede klitter. Henne Strands første købmandsbutik skiftede gennem årene ejer flere gange. Først købmand Riis, som oplevede at få en konkurrent, købmand Jørgensen, på byens første vejhjørne ved Hjelmevej. Under den tyske besættelse var hele kysten afspærret. Efter 1943 var det forbudt at komme i sommerhusene, og købmandsbutikken var lukket. Efter krigen blev Bruno Gammelgaard købmand (1947-49), så overtog Hans Børge Hansen (1949-53) og derefter købmand Christiansen. Magnus Enggaard Larsen købte butikken i 1957, og i 1968 udså han sig Niels Kristian Hansen, sin tidligere lærling og daværende førstemand, som sin efterfølger. Hver især stod disse købmænd trofast sommer efter sommer og ekspederede deres kunder, og sommerhusejerne fik gode, personlige relationer til dem. Men da supermarked, selvbetjening, sommerhusudlejning og den voldsomme strøm af turister tog til i 70-erne skete der mærkbare forandringer.

 

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

 

Historien om vandrerhjemmet SOLFANG

Gå til top

I 1930-erne opstod vandrebevægelsen ud fra ønsket om, at almindelige mennesker kunne komme ud og opleve den fri og åbne natur. Lovgivningen gav med tiden alle ret til ferie, så behovet for billige steder, hvor man kunne overnatte og lave mad opstod helt naturligt. Skulle man på ferie tog man udstyret i rygsæk og vandrede eller cyklede de mange kilometer ad støvede landeveje ud i landet. Brugte man cyklen var der plads til telt, kogegrej og spritapparat på bagagebæreren. Der kom også vandrere og cyklende til Henne Strand. Den uberørte natur her tiltalte naturelskerne. Vinterlærer Agnes Sillasen fra Sig byggede i begyndelsen af 30-erne en bygning midt i Henne Strand alene beregnet til vandrerhjem. Det var det første af slagsen i Danmark. Det indeholdt soverum og et stort fælleskøkken, hvor man sammen hjalp til med at lave mad. I midten af huset var den fælles opholdsstue. Her var kamin, som kunne lune på de kolde sommeraftener. Frk. Sillasen eller blot Silla, som hurtigt blev hendes navn, var en bestemt dame, som styrede sit vandrerhjem med bestemte regler, en hurtig replik og med en særlig håndfast charme. Hun deltog altid selv i såvel køkkenarbejdet som i rengøringen, og når spisningen om aftenen var overstået begyndte man at synge, lege og danse, altid under ledelse af Silla. Hendes initiativ og livlige optræden satte humør på aftenaktiviteterne. Det rygtedes at der var liv og glade dage i Henne Strand, så musikalske sommerhusbeboere kom om aftenen og bidrog med underholdning og især børn og unge fra sommerhusene kom til sommeraftensdans og sang i Solfang. Næste morgen kunne hun arrangere fælles vandreture, f.eks. til Blåbjerg eller langs Hennemølleå, hvor man under muntre sange gik rask til havet. Her gjorde vandrerne undertiden ophold ved åens udløb for at fange rødspætter ved at træde dem i det lave vand. Hjemme i vandrerhjemmets køkken blev fiskene tilberedt og Silla kunne så sælge dem som middagsret: Selvfanget, stegt rødspætte. Vandrerhjemmet kom med tiden til at få sin egen atmosfære, og mange vandrere vendte tilbage år efter år. Somme tider blev nogle her i længere tid end det efter reglerne var tilladt, men så indgik de som medarbejdere i den daglige husholdning. Det var således ikke svært for Silla at finde hjælpere da hun med årene syntes det blev for tungt at klare det alene. En af hendes "feriedrenge", Per Lassen, overtog derfor i løbet af 1970-erne huset og sammen med sin kone, Tove, sørgede han for, at det hele blev gennemført som Silla gerne ville have det. Selv deltog hun i arbejdet med mange praktiske ting helt op i sin høje alderdom, først sygdom tvang hende til at forlade sit kære Solfang. Vandrerhjemmet blev af Per Lassen solgt til Skov- og Naturstyrelsen i 1987. Da styrelsen ville afhænde bygningen i 90-erne, trådte Grundejerforeningen i forbindelse med nogle få lokale beboere og handlende, som økonomisk kunne sikre, at det helt unikke Solfang bevaredes som det var. I 2005 gik den financielle overdragelse i orden, så huset nu af en fond føres videre som selvejende institution - dels som vandrerhjem, dels som kulturhus med muligheder for at huse møder og festligheder. I dag fungerer ægteparret, Ole og Inge Møller Nielsen, som bestyrere for vandrerhjemmet. De har begge været her tidligere som hjælpere for Silla, så de kender traditionerne i Solfang. Der vil stadig blive sunget og spillet i Sillas ånd i det gamle hus. Den dag i dag står det - nøjagtig som i de første dage i 30-erne - med træborde og bænke i den fælles stue. Solfang er i første omgang bevaret. Men den fortsatte drift og vedligeholdelsen er ikke garanteret. Har vi alle - kommune, såvel som grundejerforening, handlende, beboere og sommerhusejere - ikke et ansvar for at den gamle kulturbygning midt i Henne Strand kan bevares og fungere som sådan

 

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

 

Gamle og nye "Thules" historie.

Gå til top

 

Mit sommerhus "Thule", Hjelmevej nr. 58, arvede jeg efter mine forældre i 1969. Huset, der står der nu, er bygget i 1950 af min far Johs. Mortensen ved murermester Kjær, Henne.
Det er bemærkelsesværdigt, at alle håndværkerne var de samme, som er der nu, blot næste generation - både murer, tømrer og VVS.

Det hus, der lå på nøjagtig samme sted (med samme kælder), hed også "Thule". Det var dengang, der ikke var husnumre. Alle huse blev husket på deres navn. Det var et træhus, som min far købte af et dødsbo i Nr. Aaby 1938. Det så forfærdeligt ud, men blev sat i stand, bl.a. blev grunden omkring huset dygtigt ordnet af "Ravmads", som havde en kiosk (ved Strandvejen).

Far byggede garagen 1938. Men man kunne absolut ikke køre længere end dertil, og det sidste stykke var græs. Somme tider kunne vi ikke køre helt derud, da der var nogle grimme sandhuller. Sådan var det også efter det nuværende "Thule" blev bygget.
Jeg kan huske, far stod i stuen og kiggede mod syd og sagde:"Det der er fredet, der bliver aldrig bygget!". Ja det lyder jo lidt mærkeligt nu, hvor der er asfaltvej. Frk. Jensens pensionat - senere Olsens - og nu "Nordsø Klit" lå der også dengang.
Over for "Thule" lå "Klitten" (som brændte i 14. juli 1968, men senere genopførtes) et kønt træhus med stråtag, som det meste af den gamle tid tilhørte konsul Kolding i Esbjerg.
For ham arbejdede en ældre mand Edvard, som skulle have 5 kr. plus 2 øl om dagen. Han slog nogle af Koldings klitter, og vi lånte ham også.
Den vej der nu går op til husene "Kringle", "Edelweis", "Marie" osv. lige efter nr. 60 var dengang en sandsti med pæle på begge sider med alm. ståltråd imellem. Hvert forår udlagde Kolding med Edvards hjælp brædder hele vejen ned til vandet, så det var nemmere at gå. De blev så taget ind om efteråret.

Dengang var der ikke så mange handlende. Slagteren fra Henne (jeg tror han hed Jepsen) kørte rundt i sin bil, og der kom en fisker fra Esbjerg og af og til folk, der solgte grøntsager.
Frk. Sillasen (vandrerhjemmet) havde af og til mælk og brød i sin kiosk. Senere fik fru Paarup sit udsalg. Købmand Riis havde også posten.

Der var heller ingen renovation dengang. Hvert år gravede vi et stort hul, hvor affaldet blev kastet i. Så lagde vi (efterhånden) en skovl sand på, og om efteråret dækkede vi det hele til.
Vi havde primus i køkkenet og petroleumslamper. Men på taget en vandbeholder, som vi pumpede fuld til brug for WC (træk og slip). Også "Thule" af 1950 havde vandbeholder på loftet. Vandværksvand kom vist 1957, og far meldte sig til med det samme.

Ved siden af "Thule", der hvor nu "Wolbro" nr. 56 ligger, lå et lille stråtækt hus tilhørende en bogtrykker i Varde. Det og "Thule" blev begge revet ned af tyskerne i 1943, og de lavede løbegrave på grunden. Da krigen var forbi fik min far 7000 kr. af den danske stat i erstatning. Han ville ikke handle med tyskerne.

Da det nuværende "Thule" blev bygget i 1950 tror jeg, det kostede ca. 25.000 kr. Jeg har senere fået nyt stråtag til ca. 40.000 kr. Og i dag er alt jo noget dyrere.
Huset har siden gennemgået omfattende moderniseringer, uden at det gamle stråtækte sommerhus' særpræg er forsvundet.

De nuværende ejere, Vita og Jens Bach Mortensen, Tistrup, har haft huset siden 2005.

 

 

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

 

Sommerhuset ”Reden”

Gå til top

 

En dag i 1933 var pastor Malling fra Brøns på udflugt til Henne Strand for at se sig om efter en grund, hvor han kunne bygge et sommerhus. Han havde med sin familie været en sommer i Vejers, men Henne var et ukendt feriested. Her var en købmandsbutik og længere henne ad vejen lå Ravmads´ kiosk (i dag ”Creperiet”).
Ellers var her kun nogle få sommerhuse, et hotel og et par badepensioner spredt rundt på de høje, hvide klitter. På en af de yderste og højeste klittoppe, havde pastor Malling udsigt fra Nymindegab til Blåvandshuk, ud over havet og til stranden. Her besluttede han sig for at købe grund helt ned til havet og prisen var 800 kr.

Hjemme i Brøns fik han den lokale tømrer til at tømre et træskelet sammen, som kunne skilles ad og køres ud til stranden og sættes op på klittoppen. Beklædt med eternitplader lignede huset et rigtigt bindingsværkshus. Det kostede alt sammen 3.200 kr. dengang.
Siden da har huset gennemgået adskillige ændringer, udvidelser og forbedringer og står i dag godt isoleret og indrettet som helårsbolig.

I dag er det pastor Mallings datter, Grethe, som med sin mand, Erik Agergaard, ejer huset. De blev gift i 1950 og husker begge bryllupsrejsen på cykel fra Brøns til Henne Strand – med de sidste kilometer i strid vestenvind.
Dengang i 1933 var det for pastor Mallings lille Grethes skyld, at huset ved stranden blev anskaffet. Det havde lægen anbefalet og siden blev det for hende til mange somre ved havet. Grethe husker som barn, at de samme familier flere år i træk ankom til sommerhusene, enten lejet eller selv ejet. Børnene herfra badede sammen hver dag, og pastor Malling kommanderede ungerne til gymnastik med store armsving på stranden. En noget pinlig oplevelse, husker Grethe. Ellers var børnene ved aftenstid sammen på vandrehjemmet hos Agnes Sillasen, kaldet Silla, som arrangerede både sang og dans med både beboerne på vandrehjemmet og med de øvrige feriegæster ved Henne Strand, og var vejret til solnedgang, blev der først sunget aftensang på den høje udsigtsklit. Om dagen var de unge med på Sillas vandreture til Blåbjerg Plantage og ud til Hennemølleå, og når de kom tilbage, satte hun alle til at skrælle kartofler til vandrehjemmets aftensmad.

Under besættelsen i 40-erne boede der tyske soldater i huset. 11 mand. Men der blev betalt leje for indkvarteringen: 35 kr. om måneden. Det sled på huset. Endnu i dag er der aftryk på husets trappe til 1. sal af soldaternes støvlesnuder. Da der blev sprængt miner på stranden ved krigens afslutning blev vinduesruderne trykket ind og sand og vind raserede indendørs og gjorde huset ubeboeligt frem til 1947. Pastor Malling fik dog en erstatning fra staten på nogle få tusinde kroner.

I 1963 blev Grethe og Erik, som arbejdede i Danfoss, i stand til på afbetaling at købe sommerhuset af Grethes forældre. Prisen var 45.000. Men det var ikke uden problemer at skaffe et banklån. Dog måtte banken allerede få år senere erkende, at tidens efterspørgsel efter sommerhuse havde gjort investeringen særdeles favorabel.
Grethe og Erik renoverede herefter huset og gjorde det til et murstenshus. Det var et stort arbejde, at få materialerne op på klitten, så der blev i den forbindelse lavet et hejseværk til transporten.
I 1993 blev huset udbygget med en længe og isoleret, så Grethe og Erik nu - som nogle af de første ved Henne Strand - kunne få lov at bo i deres sommerhus hele året. Og det gør de så nu.

Grunden fra 1933 er siden blevet udstykket. Først til parkeringspladsen og senere til ægteparrets søn og sønnesøn, som i dag har hvert sit hus liggende lige nedenfor ”Reden”.
Igennem hele husets historie har ”Reden” haft overblik over hele feriebyen. Grethe og Erik Agergaard sætter stor pris på den daglige udsigt fra deres hus ud over Henne Strand, Blåbjerg plantage og havet - og de nyder pensionistlivet .

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

 

Sommerhuset ”Kridthuset” - oprindeligt "Frikvarter"

Gå til top

 

”Kridthuset” ligger på Strandvejen 424 lidt tilbagetrukket op mod Hansens Feriehusudlejning. Husets udviklingshistorie ligner på mange måder en række af Henne Strands ældste sommerhuses:

I 30-ernes pionertid købtes for en overkommelige pris en grund på de flade ubebyggede jorder. Folk byggede selv eller fik en lokal tømrer til at opføre et simpelt sommerhus af træ, som familien opholdt sig i hele sommerferien. Under besættelsen blev træhuset revet ned af tyskerne og op gennem 50-erne kunne grunden ligge ubebygget indtil huset igen blev opført. Gennem 80-erne og 90-erne blev huset moderniseret og isoleret, så det nu kunne bruges uden for sommerperioden, ja undertiden endda som helårsbolig.
Holger Pedersen er i dag pensioneret overlærer og bor i Nørre Nebel. Han stammer fra Lunde, hvor familien fortrinsvis bestod af lærere. I 1965 arvede han sine to fastre. Her beretter han om sommerhusets historie:
”Det var mine to fastre, der lod ”Frikvarter” bygge efter at have købt en grund i 1935. Prisen var 400 kr. Alma var lærer på Katrinedalskolen i København og søsteren Sigrid var afdelingssygeplejerske på Rigshospitalet. Tømrer Mortensen i Lunde ordnede det hele. Det var et træhus med en støbt kælder. Når man åbnede en køkkenlåge og lagde sig på knæ, kunne man nå ned i kælderen, der kun var en halv meter dyb.
Selve grunden var bevokset med lyng. Hvert forår måtte min mors unge pige tage fra Lunde ud og gøre rent, så huset var i orden, når ”københavnerne” kom.
Som barn cyklede vi derud for at besøge fastrene. Jeg kan huske, at der altid lugtede af primus, de havde ikke andet at lave mad ved. Jeg mener, at der var en pumpe bag ved huset. Der var aldrig el i ”Frikvarter”
Tyskerne fjernede huset under 2. verdenskrig. De har uden tvivl fyret med det.
Mine fastre købte et andet hus i nærheden og tog husnavnet med. Så lå der en tom grund. De fortalte mig, at jeg skulle arve den, og at jeg måtte bruge grunden med det samme. Jeg plantede en masse træer, så der var lidt læ, når jeg senere ville bygge et hus. Omkring 1973 byggede jeg så et A-hus, som jeg selv havde tegnet. Som lærer ville jeg gerne have kaldt huset ”Frikvarter”, men navnet var jo optaget, så jeg kaldte det ”Kridthuset”. Det er jo dejligt at være i kridthuset hos nogen!”

Holger Pedersen solgte i 2001 huset til købmand Hansen. Huset var nu blevet over 1 million værd. Hansen havde det i et par år i sit udlejningskatalog, men herefter blev det benyttet til medarbejdere, der arbejdede i Henne Strand. I de seneste 4 år har Ole og Hanne Jensen boet som lejere i ”Kridthuset” og bor der nu hele året.
Udviklingen i Henne Strand har medført, at ”Kridthuset” i dag ligger på en erhvervsgrund tæt ved både forretninger og andre sommerhuse langs Strandvejen.

 

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

 

Sommerhuset ”Lunhøj”

Gå til top

 

I 1934 købte Peder Pedersen fra Bjerre, som var lærer i Langelund, en grund ved Henne Strand. Få år tidligere havde han og familien været på ferie i Nymindegab, og de havde også lejet sig ind hos lærerkollegaen Uhre, som ejede ”Milen” – længst mod syd for Henne Strand. Langs det, der i dag er Hjelmevej, men dengang knap nok var et hjulspor, opførte lærer Pedersen, som af de nærmeste venner blot blev kaldt Bjerre, sit sommerhus. Tømreren var R. Christian Rasmussen fra Stausø, hvor også i dag tredje tømrergeneration hører hjemme. Grunden kostede dengang 750 kr. og huset 4200 kr. En pris lærer Pedersen kunne magte, fordi han havde tjent på at udgive en bog.

Med en børneflok, som i de efterfølgende år nåede op på otte, opholdt lærerfamilien sig i den lange ferie hvert år ved Henne Strand. Sandet og klitterne lå bogstaveligt lige uden for døren. Nogle år måtte familien endda køre en omvej, fordi sandflugt havde tilsandet den direkte vej til sommerhuset.
Sandet var også en af årsagerne til, at lærer Pedersen havde sagt nej til et tilbud om sammen med grunden på 900 m2 også at få det tilstødende areal, som lå helt ned til havet, med i handelen.. ”Sæt nu man så ville få udgifter til sanddæmpning, lyngslæt m.m.!” var tankegangen. Havde han dengang accepteret tilbudet, kunne alle 8 søskende som voksne have få hvert sit hus på grunden!

I dag kender vi i Henne Strand den ældste i børneflokken, den 85-årige billedkunstner Jørn Bjerre, med sommerhus og atelier længere ude ad Hjelmevej, og den yngre søster, Sigrun Nielsen, som har skrevet erindringer, hvori hun fortæller om oplevelser, hun som barn havde ved Henne Strand.

I forhold til moderne tid levede familien under primitive former i sommerhuset. Dog havde de ung pige med hele sommeren for at hjælpe til med børneflokken.

Sigrun skriver:
”Pigen havde sit værelse ind fra køkkenet mod øst. Her skulle vi igennem for at komme på WC. Der var udluftning gennem loftet, og et lille vindue mod øst. Efter brug blev det smidt en spand vand i klosettet, så forsvandt diverse efterladenskaber i et dybt hul i jorden. Fra køkkenet gik køkkenvandet gennemudløbet og gennem en sivebrønd, så vidt jeg ved. Lige uden for køkkendøren, som gik lige ud i det fri mod nord, stod pumpen… Vandet var meget blødt. Mor var ikke så glad for at vaske hvidt tøj derude, for der var meget okker i vandet og det gav rustpletter. I køkkenet havde mor til at lave mad to petroleumsapparater: et højt og et lavt begge af messing. Der var en sort højbenet ovn til at bage i.” …
”Vi badede ofte både formiddag og eftermiddag, og vi opholdt os som regel meget længe på stranden eller klitterne. Det første, far og drengene begav sig til efter ankomsten, var at udgrave et rundt omklædningssted. Sandet blev kastet op i en vold omkring hullet, og så gik vi ellers alle på jagt efter inddrevne brædder, som så blev sat op på volden hele vejen rundt. Så var vi gemt for nysgerrige blikke og blæst resten af ferien.”

Fra sommerhuset ned til stranden var der blevet anlagt en sti omgivet af ståltrådshegn og med brædder direkte oven på sandet.
De lå usikkert og vippede. Det gav utallige splinter i børnenes fødder og gjorde det alligevel ikke lettere at trække familiens barnevogn til stranden.

”Syd for Lunhøj var et par små ”gryder”, hvor vi børn fik megen tid til at gå. Vi lavede købmandsbutik. Vi fik tømte poser af mor, som vi kunne fylde med f.eks. sand, det var mel - eller lidt længere sydpå, hvor vi kunne finde sandskorn lidt større, det var sukker. Det kaldtes for øvrigt Sahara her, og det var også her vi fandt hareknevre (ekskrementer). De var tørre, og dem brugte vi som penge. Marehalmeaksene var ispinde og slikpinde.” …
”De fem besættelsesår i forbindelse med 2. verdenskrig gjorde meget ved Henne Strand. De første år var (min søster) Ingfred og jeg med derude, og oplevede de tyske flyveøvelser. Vi var nok lidt bange for de lavtflyvende maskiner, hvor man meget tydeligt kunne se det tyske hagekors på vingerne. Der lå et kraftigt kabel i den yderste klitrække, som jeg egentlig ikke er helt klar over formålet med, men at den var tysk var vi ikke i tvivl om. …Man byggede bunkers i klitterne – nogle med kanonstillinger ovenpå. Der blev lagt miner ud, og området blev afspærret, så man ikke længere kunne gå gennem klitterne, når man skulle ned til stranden, men måtte gå gennem badebyen og gennem den tysk bevogtede passage ….
På et tidspunkt skønner far og mor, at det simpelt hen er for farligt at opholde sig ved Henne Strand. Og en dag kommer der besked fra den tyske værnemagt, at far må sørge for snarest muligt at få fjernet alt inventaret fra Lunhøj. … De havde sat en dato, og der var ikke megen tid at løbe på, og det var lige før jul. Far fik fat i en vognmand, og de kørte til Henne og fik ryddet Lunhøj. De tog også alle sengene med. Tyskerne skulle åbenbart bruge huset. …
Da krigen var slut, og tyskerne havde forladt Danmark, kom der på et tidspunkt en betjent hjem og afleverede en erstatningssum til far og mor for det, der var sket med Lunhøj. Oveni fik far også erstatning for et afbrændt areal med lyng øst for Lunhøj, og selv om far forklarede betjenten, at dette areal ikke tilhørte os, var der ingen vej uden om. Lige efter krigens slutning tog far en dag til Henne for at se, hvad der var sket med Lunhøj, men huset var slet ikke, hvor det skulle være. Han fandt det i stedet et par kilometer længere sydpå. Far fortalte, da han kom hjem, at huset indvendigt var indrettet til en stor sovesal, hvor alle skillevæggene var fjernet, og midt på gulvet var indrettet et åbent ildsted. Far satte sig lige så stille ned og græd. …
Der gik mange år, før far igen fik råd til at investere i et sommerhus. Først i 1956 startede han på ny… Det var selvbyg fra ende til anden…
Vi havde mange dejlige ferier derude med vore egne børn, og da far døde i 1969, hjalp vi mor med at køre Lunhøj videre. Efter mors død i 1994 enedes vi så om at sælge, og i dag står Lunhøj næsten flottere end nogensinde.

 

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Det første hotel i Henne Strand

Gå til top

I den første tid i 30-erne var Henne Strand et udflugtssted. De lokale fra byerne og fra gårdene tog på søndagsudflugt til stranden. Man kom i hestevogne og i fordbiler. Familierne gik til havet og nød det. Når man kom tilbage kunne man anbringe sig på tæpper eller i små telte rundt omkring med den medbragte mad. Midt i 30-erne fandt kroejer Hans Gammelgaard i Henne Kirkeby ud af at indrette servering ved "Hennehus" - Henne Strands første hus. Der blev slået et stort telt op på grunden. Her og i den indhegnede gård samt i husets store stue blev der så serveret kaffe og kage. Det blev var en stor succes og Gammelgaard fik derfor i 1930 ideen til at bygge et hotel. På toppen af klitten for enden af vejen byggede han en murstensbygning med stråtag efter vestjysk skik. Der var overnatningsmuligheder og mange kom for at holde ferie på samme måde som på de omkringliggende pensionater. Også fra udlandet kom der hvert år familier. Hotellet måtte et par år efter udbygges. Det var nu Hans Gammelgaards tre børn, Anne, Aksel og Anders som var ejere. Men så indtraf katastrofen. Den 5. august 1938 brændte hotellet! Det var eftermiddag og gæsterne var på stranden, så ingen kom til skade, men huset blev totalt ødelagt. Året efter blev det genopført, men i en anden og mere moderne stil. Med mindre brandfarligt, hårdt, sort tag og kridhvide mure. Samtidig blev det udvidet med en bygning mod vest til hotelværelser, mens forhuset alene blev restaurationslokale. Bygningerne var nu blevet endnu mere imponerende, knejsende højt over de mindre sommerhuse i byen. Et kuriosum skal nævnes. Hans Gammelgaard havde i hele perioden kæmpet med sognerådet om at få spiritusbevilling. Afholdsbevægelsen havde tag i Henne Sogn, og da man ikke havde givet Henne Kirkeby Kro denne bevilling, mente man heller ikke at det nye hotel ved Henne Strand skulle have den. For mange blev det oplevet som uretfærdigt, da restaurant Strandgården få år senere blev opført af kroejeren fra Henne Stationsby, som herfra kunne medbringe sin spiritusbevilling. Under besættelsen i 1940-erne blev hotellet inddraget som tyskernes hovedkvarter, og det var her de tyske officerer boede, mens de menige soldater placeredes rundt omkring i sommerhusene. Efter krigen blev hotellet solgt. Men til op i 6o-erne afholdtes i sommertiden hver lørdag danseaftner, hvor lokale såvel som feriebeboere deltog ivrigt. Blandt Henne Strands underholdningssteder blev det betragtet som et lidt finere, mere eksklusivt sted. Ved et nyt ejerskifte i slutningen af 70-erne blev hotellet revet ned og en række sammenhængende ferielejligheder blev opført og solgt som ejerlejligheder. Det er det bygningskompleks, der ligger her i dag. Hotel Henne Strand er der som nævnt ikke mere. Men Hans Gammelgaards barnebarn, Hans Bech Thomsen, som gjorde sit barndomshjem, Henne Kirkeby Kro, landskendt, har med opførelsen for et par år siden af "Café Stranden" på parkeringspladsen helt tæt på havet, gjort sin bedstefar kunsten efter.

 

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

En lille historie om pensionater og hoteller i Henne Strand

Gå til top

Det var ikke mange sommerhuse som lå omkring købmanden, Ravmads's butik og vandrerhjemmet i 1935.
Men i løbet af ganske få år skød en række badepensioner og hoteller op. Ofte markant placeret på toppen af de højeste klitter i landskabet.
De der byggede var ikke alle professionelle hotelejere, snarere tværtimod. De fleste var lokale beboere fra Henne med helt andre erhverv som baggrund.
Alligevel var det kroejeren fra Henne Kirkeby, Hans Gammelgård, der som den første byggede "Hotel Henne Strand", en smuk stråtækket bygning, som i dag er væk.
Derefter var det vinterskolelærerinde, Elisabeth Jensen, som åbnede "Strandpensionen". Samtidig og i umiddelbar nærhed byggede hendes bror, lærer Bagger fra Dyreby, et stort rødt også stråtækket pensionat. Det fik navn efter hans kone, "Fru Baggers Pension". I dag helt renoveret og udbygget til ejerlejligheder som "Nordsø Klit".
Stationsforstanderen fra Henne Stationsby, Brink, købte grund helt ud til havet og byggede den hvide firkantede bygning "Henne Bad" med det flade tag. I dag feriekoloni for københavnske skolebørn.
Familien Nissen på Hennegård havde en slægtning, som byggede pensionatet "Henne Klit". I dag igen beboelse for turister.
Fru Jakobsen var undtagelsen fra reglen om de lokale hotelejere. Som københavner byggede hun og drev i en menneskealder den fine "Klitgården" med de røde mursten og det bløde stråtag. I dag ført videre i den oprindelige stil af familien Frederiksen.
Helt nede syd for Henne Strand ved Hennemølleås udløb byggede to københavnske damer, frk. Thorup og fru Frandsen en badepension. De fik arkitekten Poul Henningsen, som de havde et personligt kendskab til, til at tegne. En hvid bygning med grønt tagpaptag i forskudte planer. Bygget ind i den klit, bygningen selv skulle ligne.
Alle disse store huse, pensionater og hoteller lå altså i det forholdsvis øde klitlandskab med få sommerhuse omkring. Men hver sommer fyldtes de af gæster, der kom igen år efter år.
Fra en af gæstebøgerne, som har overlevet Fru Baggers pensionat, fremgår det, at der allerede i 30-erne var tyske "badegæster" ved Henne Strand.
Selvom flere af de gamle pensionater og hoteller siden er både renoverede og udbyggede, kan man i de fleste tilfælde endnu skimte konturerne af de oprindelige huse.
De fortjener hver for sig deres egen selvstændige beskrivelse. De historier vender vi tilbage til i de kommende blade.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Henne Bad

Gå til top

I begyndelsen af 30-erne byggedes hoteller og pensionater ved Henne Strand. De kom samtidig med de få første, rigtige sommerhuse. På den tid var det på badepensionaterne, at det bedre borgerskab holdt ferie ved de danske kyster.

Ved Henne Strand var det en række lokale beboere med helt andre civile erhverv, som i denne periode kastede sig ud i at drive hotelvirksomhed.
En af de første, der byggede, var stationsforstander Brink fra Henne Stationsby. På den yderste klitrække med en helt fantastisk udsigt ned over stranden mod Blåvandshuk placerede stationsforstanderen et moderne funkishus: BRINKs PENSIONAT.

Her kom sommer efter sommer familier, som satte pris på solen og havet. En gæsteprotokol fra en af Henne Strands pensionater viser, at navne gik igen år efter år. Også tyske familier kom. I et par år op til besættelsen boede også en enlig tysker med en meget kraftig kikkert her på pensionatet med den flotte udsigt. Det vakte en vis mistanke. Men længere kom det ikke.

I besættelsestiden lå huset som beboelse for de udstationerede tyske soldater i de år, hvor Henne Strand af militære grunde var afspærret for civile.

1952 købte Jens Hansen pensionatet. Han var tidligere gårdejer, men fungere både som postbud og buschauffør i Henne stationsby. Sammen med sin kone, Magda, som var en dygtig og velanskrevet kogekone i lokalsamfundet drev de badepensionatet i en kort årrække. Nu blev det kaldt HENNE BAD.

I 1955 solgte parret ejendommen til Københavns Kommunelærerindeforening Den indrettede en koloni til 52 børn i huset. Det var dengang, hvor lærergerningen endnu var et kald, og lærerne gerne ofrede deres lange ferier, så børn fra byen kunne få frisk luft.
Tre lærerinder og en sundhedsplejerske rejste den lange vej fra København med bybørnene, som aldrig før havde været ved Vesterhavet. Selv de små piger fra 1. klasse kom med. I øvrigt var der kun piger på feriekolonien. Når man ikke badede eller legede i klitterne vandrede man på heden eller ved åen.
Måltiderne var meget spartanske, men søndag duftede der af flæskesteg. Økonomaen var en lokal kone med sans for at få pengene på budgettet til at slå til.
I en stor balje hældte lærerinderne varmt vand og vaskede pigernes hår. Bagefter fik de sat papillotter af avispapir i håret, så de kunne få krøller, når de skulle optræde for nabobørnene den sidste aften.

Efter 17 dage rejste de hjem igen og der fældedes mange tårer over at dagene allerede var gået. En stor oplevelse var det at være kolonipige ved Vesterhavet.

Kolonien benyttes stadig. Nu er huset moderniseret, udvendigt og indvendigt, og der er både drenge og piger på kolonien. De sover i små værelser og kan få opvarmning i huset, når sommeren bliver kølig.
Uden for sæsonen lejes Henne Bad i dag ud til foreningsfester eller konferencer.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Frøken Jensens Strandpension

Gå til top

Frøken Elisabeth Jensen begyndte med at drive sit eget pensionat i en mindre bygning øst for Baggers Pension, som vi beskrev i sidste medlemsblad.

Frøken Jensens lille ”Strandpension” fik snart et renomé, som stedet med den gode mad og det kultiverede publikum. På det lille sted var det væsentligt, at pensionærerne kunne omgås med hinanden også uden for spisetiderne.
Inde ”på heden” opførte hun et lille grundmuret hønsehus og lavede et jordbærbed med adskillige rækker jordbær. Hele sommeren fik pensionatet således helt friske råvarer. Man kan endnu finde ruinerne af hønsehuset, hvis man et par sving fra Strandvejen ad Gejlbjergvej leder under bevoksningen på højre side af vejen.

Selve Strandpensionen ligger i dag som moderne sommerhus, velrestaureret og lige så smuk som den stråtækte bygning, der lå her i trediverne.

Pensionatslivet var inddelt i faste spisetider, morgen, middag, eftermiddag og aften og med faste ritualer.
Hver søndag var der f.eks. fælles flaghejning foran pensionatet. Skråt nedenfor blev der indrettet tennisbane. En rekreativ plads midt I Henne Strand, som først sidste år blev nedlagt og bebygget med sommerhuse.

Da Frøken Jensen overtog sin brors ”Baggers Pension” efter krigen, bevarede hun den oprindelige ”Strandpension” som anneks og byggede yderligere en selvstændig længe med værelser for overnattende turister.
Lige neden for bygningen indrettede hun et mindre stykke til kartofler og jordbær. Så var de friske grøntsager tættere på, end hvis de først skulle hentes på ”heden”.

Elisabeth Jensen var selv et meget beskedent menneske, men med stærk vilje- og handlekraft. Som enlig kvinde drev hun i efterkrigstidens magre tider alene sit pensionat, hvor hun selv stod for alt madlavning, kun med hjælp fra et par unge piger.

Hun elskede friluftlivet og tog sig i sommertiden selv i højsæsonnen tid til dagligt at gå ned til stranden for at bade.
I perioder fungerede hun om vinteren som det, der dengang kaldtes vinterskolelærerinde, for på landet havde børnene dengang ikke undervisning om sommeren – de skulle arbejde.

Da hun afviklede sit pensionat kastede hun sig over kreative opgaver. Som tidligere nævnt var hun ansat organist ved Henne og Lønne Kirker, og senere tog hun undervisning i maling hos den lokale kunstmaler, Lyngbo.
Hendes søskende bestod af en flok på fem (tre piger og to drenge) – alle tæt knyttet til områderne omkring Henne Strand. De tre kvinder, der alle forblev ugifte, boede i perioder helårs i murstenshuset ”Borgvold”, markant oppe på en klit i byen mod vest. Om dem og deres liv – ikke mindst ved Henne Strand – kunne der skrives romaner.
Vi vil vende tilbage til dem her på et senere tidspunkt.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Frøken Jensens Pensionat

Gå til top

Et Pensionat fra 30-erne
Mange af Henne Strands første huse blev placeret på toppen af en klit. Det gjaldt også for de første hoteller eller pensionater, som de blev kaldt, fordi man på forhånd skulle bestille ophold med fuld pension.

Fru Baggers Pension blev opført af lærer Bagger Jensen i Dyreby og hans kone, som lagde navn til pensionatet. Igen var det lokale beboere med helt andre erhverv, som prøvede lykken med at drive hotel.

De gamle protokoller fra den første tid i 30erne viser, at der kom mange tyske turister, men da ferieloven i midten af 30-erne gav kommunalt ansatte og tjenestemænd ret til ferie, bestod det årligt tilbagevendende klientel af mange borgerlige familier, som havde råd til at holde ferie.

En skilsmisse gjorde en ende på Fru Baggers Pension. Men én af lærer Baggers tre søstre, Elisabeth Jensen, overtog pensionatet og drev det videre til op i 60-erne.
Det blev kendt som et fremragende spisested, hvor frk. Jensen selv stod for madlavningen med friske råvarer leveret fra de lokale beboere og fra egen køkkenhave. Det var mad lavet fra grunden på et rigtigt gammeldags brændekomfur, og det var en eftertragtet sommerarbejdsplads for lokale og unge kvinder.
Pensionærerne flokkedes hver sommer om frk. Jensens smukke stråtækte pension på toppen af klitten.

I 1960erne solgte hun huset til Flemming Olsen og hans kone Norma, som havde været ansat på pensionatet.

Elisabeth Jensen, som om vinteren havde ernæret sig som vinterskolelærerinde kastede sig nu med engagement over kunsten. Tog organisteksamen og spillede i Henne og Lønne kirke og tog i stilhed undervisning hos kunstmaler Lyngbo, inden hun efter nogle år turde springe ud og udstille sine landskabsbilleder offentligt.

I Flemming Olsens tid blev huset renoveret, der blev bygget til, og stråtaget blev skiftet ud med mindre brandfarlige materialer. Men det blev gjort, så man stadig kunne se, at det var det gamle pensionat på klitten.
Et smukt hus, som passede til Henne Strand.

Olsens Pensionat blev det nye navn, og de faste kunder kom som før. I 80erne blev den nu kraftigt udvidede ejendom lavet om til timesharelejligheder, tegnet af Søren Kjær.
I 1990 købte købmand Hansen ejendommen og drev den i 15 år under navnet "Nordsø Klit".
Så sent som i 2005 blev de enkelte lejlighederne hver for sig udbudt til salg som selvstændige ejerlejligheder.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

To pensionater ved Henne Strand
Henne Klit og Klitgården
- eller fru Jacobsens Pension

Gå til top

Henne Klit

Lidt øst for Hennehus, Henne Strands første bygning, ligger en anden to-etagers murstensbygning. Det er Henne Klit. I dag et hus indrettet med ejerlejligheder, men oprindeligt bygget som pensionat. Det var to søstre fra Oksbøl: Rigmor og Marie Pedersen, der engang i 30-erne opførte bygningen.
Ligesom tilfældet var ved de fleste af de personer, der oprettede pensionaterne ved Henne Strand, havde de to søstre heller ingen professionel baggrund - Rigmor var uddannet sygeplejerske og Marie var lærerinde.
De var i slægt med familien Nissen, der ejede Hennegård og også havde ejet alle klitterne og områderne langs Henne Strand. Herved var de to søstre formodentlig godt kendt med Henne Strand og kunne drømme om, at man om sommeren kunne tjene penge på at holde pensionat for tilrejsende feriegæster. Det kom tilsyneladende til at gå godt.
Henning Nissen på Hennegård husker, at han som dreng, når sommeren var slut, kørte med hele familien fra Hennegård i hestevogn ud til Henne Klit for at drikke eftermiddagskaffe.

I besættelsestidens sidste år var hele området afspærret og bygningen blev inddraget til tysk indkvartering, og efter krigen var det ikke let at få begyndt på ny. I 1948 blev Henne Klit solgt til Københavns Kommunes Lærerindeforening, som igennem flere år brugte den som feriekoloni for københavnske skolebørn. Da lærerindeforeningen så i 1955 også erhvervede Henne Bad, der lå godt lige ud til havet og stranden, blev Henne Klit i 1959 solgt fra. I dag er bygningen indrettet til selvstændige ejerboliger.

Klitgården

Klitgården adskilte sig allerede ved opførelsen i 1937 fra alle de øvrige pensionater, der i denne periode blev bygget ved, at det ikke var en lokal beboer, men en københavner og endda en kvinde, der stod bag byggeriet af den store og smukke stråtækte murstensbygning.
I hastig rækkefølge fik Henne Strand i løbet af 30-erne en række pensionater ofte med navne efter ejerne. Der var Brinks, Baggers og nu kom "Fru Jacobsens Pension". Hvordan hun som københavner havde fundet vej til det ukendte Henne Strand vides ikke. I en meget lang årrække fra 1937-61 drev hun sit meget besøgte pensionat, der var kendt for at huse gæster, der ønskede fred og ro og lidt eksklusive omgivelser.

Under besættelsen blev huset som så mange andre af områdets hoteller og pensionater inddraget og benyttet til indkvartering af tyske soldater. Endnu i dag bevares et minde fra denne tid. En soldat har den 6. marts 1945 i bunden af en skrivebordsskuffe skrevet på tysk: "Her har jeg siddet pint af længsel i mange timer. Jeg glæder mig til at blive fri og begynde forfra".

Efter krigen måtte også fru Jacobsen begynde forfra og pensionen fik navnet Klitgården. Da hun i 1961 afhændede pensionatet til Frederiksen flyttede hun alligevel tilbage hver sommer, men nu i et hus på Blåbjergvej. Indtil sin død boede hun om sommeren her sammen med sin søn, den anerkendte, abstrakte maler, Holger Jacobsen, der fik indrettet et mindre atelier ved siden af sommerboligen.

I dag drives Klitgården af et ungt par, Bettina Plaugborg og Bruno Frederiksen. Han er tredje generation efter farfaderen, som købte pensionen af fru Jacobsen. Faderen, Karlo Frederiksen, overtog sammen med sin hustru pensionatet fra 1965-2004. Samtidig fungerede han som klitfoged ved Henne Strand.
Igennem tiderne har pensionatet gennemgået flere moderniseringer, men både udvendigt og indvendigt har Klitgårdens ejere sat meget ind på, at alt skulle se ud, som da huset var ungt: vægge med de rigtige farver og omgivelserne indrettet på en skånsom måde med have og siddepladser for pensionærerne. Inde er der mange møbler fra bedstefars tid, og aftenkaffen for beboerne serveres som i gamle dage, så de kan fornemme lidt af den gamle pensionatsstemning. For at imødekomme kravene om moderne faciliteter bygges der en ny fløj ved siden af det gamle hus, men stilen fra 30-erne fastholdes

 

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse